Matilda-effekten
Gennem generationer er kvinders videnskabelige arbejde systematisk blevet tilskrevet mandlige forskere. Nyskabt sanselig og poetisk dukke- teaterforestilling for voksne om historiens hidtil oversete videnskabskvinder
Fænomenet Matilda-effekten er opkaldt efter den amerikanske aktivist og fritænker Matilda Joslyn Gage. Allerede i 1800-tallet observerede hun, hvordan kvinders videnskabelige arbejde systematisk og uretmæssigt blev tilskrevet mandlige forskere.
Nu vil Limfjordsteatret bringe nogle af historiens hidtil oversete videnskabskvinder og deres forskningsresultater frem i lyset. Fortælle om de opdagelser, de aldrig selv fik æren for. Det handler om Lise Meitner, Inge Lehmann, Marie Hammer og Lene Hau.
Gennem objekt- og dukketeater inviteres publikum ind i en sanselig og poetisk verden for at møde nogle af de kvindelige forskere og høre om den drivkraft og de omkostninger, der har ligget bag deres banebrydende bedrifter.
Med forestillingen ”Matilda-Effekten” revitaliserer og nytænker Limfjordsteatret dukketeatret som genre for voksne og unge.
Medvirkende:
Dukkeførere og performere: Pernille Nedergaard Haugesen og Astrid Kjær
Instruktør: Astrid Lindhart
Scenegraf og kostumedesign: Nana Andrea Tiefenböck
Dukkemager: Katrine Karlsen
Musik/ lyddesign: Kim Fast Jensen
Foto: Per Pedersen
Spilletid:
70 minutter uden pause